Blog




Åben have hos Lucy Gent

I Camden bliver vi inviteret indenfor hos Lucy Gent, der holder åben have i NGS regi. Hun fortæller om havens historie, og deler ud af sin store viden om alle planterne. En skyggefuld have, hvor solen dog titter ned noget tid af dagen. No related posts.

Posted in Inspiration | Tagged , , | Leave a comment

fgdfgdf

Hver lørdag skriver jeg et haveindlæg i Helsingør Dagblad. Det indeholder også ugens opgave, så du kan se hvad der skal gøres i haven. Du kan læse med her:

1. juni 2013

Ej blot til pynt

Når det handler om haveinspiration og nye idéer, er det værd at vende blikket mod England i slutningen af maj måned.

Hvert år bliver parken omkring det gamle hospital i Chelsea forvandlet til et farvestrålende skue af alt hvad hjertet begærer til haven. Kvalitet er et must, hvad endten det handler om havehandsker, traktorer, drivhuse, skulpturer eller design. Havedesignere fra hele verden konkurrerer om at få lov til at vise netop deres bud på, hvor havetrenden fører hen i år.

Englænderne mestrer som få, at skabe haver hvor farver og form går op i en højere enhed. Blomstrende overdådighed eller minimalistisk stilrent design.

Den engelske havetradition rækker flere hundrede år tilbage. Den spænder vidt fra de enorme slotsparker med søer og imponerende træer, landskabshaver og sirligt klippede buksbomhække der danner rum til velkomponerede plantearrangementer. Men også små hyggelige cottage gardens, hvor duftende rosen- og stauderbede slynger sig imellem hinanden, og skaber en eventyrlig stemning.

Grow your own-bølgen startede i England. Urban gardening, skoleprojekter med økohaver, en spirende interesse der er sund, lærerig og livsbekræftende, er også ved at finde vej til Danmark og bestemt værd at lade sig inspirere af.

En af de gennemgående trends i år var at mixe frugttræer og -buske, grøntsager og krydderurter med stauder og blomstrende buske og træer. Mange grøntsager er utrolig dekorative og har flotte blade, som for eksempel artiskokken. Rødbedens stængler har en smuk rød farve og kan kombineres med mørkerød stjerneskærm og give et flot udtryk. Lad ærterne kravle op af tynde grene, det ser mest naturligt ud.

Det er en rigtig god måde at udnytte pladsen på, hvis du gerne vil have både blomster, selv dyrke grøntsager, og har lyst til at tænke lidt utraditionelt. Så længe planterne har brug for samme vokseforhold, er det kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan kombinere.

Det er det engelske haveselskab, Royal Horticultural Society der arrangerer Chelsea Flowershow, og i øvrigt andre mindre shows rundt omkring i England i løbet af året.

Ugens opgave:
Har du rhododendron i haven, er det en god idé at fjerne de visne blomster. Så bruger planten ikke kræfter på at sætte frø, og du får en flottere blomstring næste år. Den visne blomst brækkes forsigtigt af. Pas på de nye skud, der sidder lige under den visne blomst.

Det er tid til at udplante majs eller tomater. Køb et par stykker, hvis du ikke har forspiret dem selv. Begge kræver en lun vokseplads. Busktomater er lettest at dyrke, da de ikke skal beskæres. God fornøjelse!

Chelsea Flower Show_2013

 

 

 

 

 

 

 

_________________________________

25. maj 2013

Dit udendørs farvestrålende spisekammer

Vi sender onde øjne til mælkebøtterne og ønsker skvalderkålen hen hvor peberet gror. Meget af det vi ellers betragter som ukrudt og kommer på kompostbunken, kan give nye smagsoplevelser og sætte kulør på salatskålen og hverdagsmaden.

Friske blade fra mælkebøtter smager i retning af rucola, og kan blandes med andre typer salater. Til sidst kan der pyntes med mælkebøttens gule blomster, der også kan spises.  Tusindfryd eller bellis kan bruges på samme måde.

Der er i den seneste tid kommet meget mere fokus på at vælge råvarer med omhu og købe sæsonens frugt og grønt. Der er flere og flere der har fået øjnene op for at dyrke egne grøntsager, og være bevidste om hvad der puttes i munden. Ærterne smager bare bedre, når man har passet og plejet dem, inden de er klar til at spise. Et par friske stilke mynte i et glas, overhældt med kogende vand giver den lækreste myntete.

Tidligere var det øko-freaks og urtemødre der lavede brændenældesuppe og hjemmelavet urtete. Nu er tiden måske inde til, at flere af os i højere grad værdsætter at plukke skvalderkål i haven fremfor at købe en bakke rucula i supermarkedet? Samtidig får vi udvidet vores smagshorisont, og kan udnytte planter fra naturen.

Nogle af de blomster vi dyrker i haven er også spiselige og kan bruges til pynt på salat eller dessert. Det er blandt andet de blå hjulkrone,  hornviol, stedmoder, dahlia, anisisop og appelsintagetes. Ved selv at så de spiselige blomster, er du sikker på hvilken slags det er.

Vær på vagt
Når du går på jagt efter spiselige planter og bruger i køkkenet er det vigtigt at plukke fra steder, hvor der ikke bliver kørt med benzindrevet plæneklipper og andre køretøjer.

Og det handler selvfølgelig om at kende planterne godt og vide hvordan de ser ud. Der findes efterhånden mange bøger om spiselige urter fra naturen og fra haven. Køb en bog og slå op i, hvis du er i tvivl, for en del af havens øvrige planter og blomster er mere eller mindre giftige, og de skulle nødigt afholde dig fra at nyde godt af naturens farvestrålende spisekammer.

Lav din egen rabarbersaft
Skær bladene af 500 g rabarber, og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde sammen med 2 kardemommekapsler, saften af 1 citron, 1 l vand, 250 g rørsukker og ½ vanillestang. Kog op og lad det småsimre i 5 minutter. Sluk for blusset og lad saften afkøle og trække et par timer inden du sier den gennem et klæde.

Kom saften på skoldede flasker. Den kan holde sig 2-3 uger i køleskabet. God fornøjelse!

spiseligt ukrudt

 

 

 

 

 

_______________________________________

Den 18. maj 2013

Former i haven

Form spiller en vigtig rolle, når haven skal indrettes. Vi kan arbejde efter rette linier, formklippe buske og træer, holde kanterne knivskarpe og dermed opnå en formel stil. Eller vi kan anlægge haven med organiske former, snoede stier og lade planterne vokse tæt som i de engelske cottage-haver.

Havens elementer består af endten hårde eller bløde former. De hårde former består af rette linier og kan endten være fliser, plankeværk, mure, eller andre konstruktioner. De bløde former kan være planter, stier der bugter sig eller bede der er runde eller ovale.

Alle plantegrupper lige fra træer og buske til stauder og græsser har forskellige vækstformer. Nogle er høje og slanke, andre runde og brede, og andre igen har en overhængende vækst. Bladformer findes også i utallige variationer fra slanke, runde, elliptiske, hjerteformede, fligede, snitdelte osv. Nogle planter danner tuer, andre tæpper og nogle klatrer flere meter op af træer eller hegn.

Arbejd med kontraster
Når vi vælger planter til haven, har vi tendens til kun at kigge på plantens eller blomstens farve. Men formen er i virkeligheden lige så vigtig, når en plante skal vælges endten fra eller til. Når du sammensætter en beplantning, er det vigtigt at arbejde med kontraster mellem de forskellige former, for at opnå en god komposition.  En høj smal form ved siden af en rund. Lette planter ved siden af mere kompakte. Græsser er f.eks. rigtig gode til at skabe liv i haven. De svajer i vinden og får fine aks i sensommeren.

Også bladenes form kan bruges til at skabe fine kontraster. Store blade skaber ro i bedet. De storbladede hosta og kæmpestenbræk er gode. Også lodden løvefod har nogle rigtig fine blade. Har du et større staudebed, er det en god idé at gentage nogle af de høje stauder med karakteristisk form. Det leder øjet videre og skaber sammenhæng. Gentagelse af f.eks. en rund form i bedet skaber også sammenhæng. Plant flotte kugleformede prydløg i et bed med runde klippede buksbom og opnå en flot effekt.

Når dit staudebed er kommet godt i gang med blomstringen, prøv  så at tage et billede af det og lave det til sort/hvid. Så ses det tydeligt om planternes form skiller sig tilstrækkeligt ud fra hinanden.

Ugens opgave
Slikærter er dejligt søde og er gode som snack i madpakken eller i salaten. Jorden er varm nok nu til at så ærter. Den skal blot være 5-6 grader. Vælg et solrigt sted med god og løs jord. Lav en 5-7 cm dyb rille og læg ærterne med ca. 15 cm afstand. Sår du flere rækker skal der være ca. 30 cm mellem rækkerne. Dæk ærterne med jord og vand godt. Dæk evt. stykket til med fiberdug, så duerne ikke kan spise dem inden de spirer.

Hosta og pileurt