Grønne tage

“If we steal the ground for a building, we can give it back to nature on the roof.”
Wolfgang Ansel, direktør for International Green Roof Association.

Grønne tage er en oplagt mulighed for at gøre byerne grønnere og mere bæredygtige. Triste grå tage, der bliver brandvarme om sommeren, kan forvandles til kølige grønne oaser, der giver liv til bymiljøet. Hvis taget kan bruges til at færdes på, kan der etableres taghaver til dyrkning af grøntsager, bær og frugter.

Den allerstørste fordel ved grønne tage er, at det er en stor gevinst for miljøet. Det forbedrer luftkvaliteten, da planterne producerer ilt og taget opfanger støv i luften. Mindre mængder regnvand løber ned i kloaken, da halvdelen af den nedbør der falder på taget, bliver optaget i beplantningen. Ved store regnskyl, kan det derfor være med til at mindske risikoen for oversvømmelser. Om sommeren når temperaturen er høj, absorberer det grønne tag varmen, og husets indetemperatur reduceres. Om vinteren isolerer det mod kulde, og varmeforbruget mindskes.

Grønne tage etableres bedst på flade tage, eller på tage med en hældning på omkring 30 grader. Beplantningen kan variere og bestå af græs, stenurter og andre tørketålende planter. Målet er, at taget skal være så godt som vedligeholdelsesfrit. Ifølge firmaet Veg Tech, der producerer og anlægger grønne tage, er den mest benyttede beplantning en blanding af mos og sedum (stenurt). Den vejer kun ca. 50 kg pr. kvadratmeter, og er derfor anvendelig til mange slags huse. Det velkendte gammeldags græstag vejer til sammenligning omkring 300-400 kg pr. kvadratmeter.

Den nemmeste måde at etablere et grønt tag, er ved at benytte færdige plantemåtter, der består af armeringsnet, jord og planter. Planterne fås i forskellige farver, fra grøn til grågrøn og rød, og mange sorter har fine røde, gule eller hvide blomster.

Hvis ikke du lige står overfor at skulle bygge nyt eller have nyt tag på huset, så kan carporte, annekser, skure og brændeskjul også medvirke til et grønnere miljø, så længe konstruktionen kan klare vægten.

Inden du går i gang, er det en god idé at kontakte kommunen for at høre om der er særlige bestemmelser i lokalplanen, eller for din matrikel, angående anlæggelsen af et grønt tag.

 

Ugens opgave

Alt efter hvor tidligt du har været i gang, er det ved at være tid til at høste de første kartofter. Du kan så småt starte når planterne blomstrer. Sørg for at toppen bevares. Tag forsigtigt de største kartofler fra. Planten plantes igen, og de mindste kartofler kan vokse sig store. Velbekomme!

mos sedum tag

Mos-sedum-tag på sommerhus. Foto: Ulrik Reeh, Vegtech.dk