Monty Don på Sofiero

IMG_7501

Haveglæde er fantastisk! Den bliver kun endnu bedre, når man kan dele den med andre. Derfor inviterede jeg min mor med til Havefest på Sofiero, lidt nord for Helsingborg. En god anledning til fordybelse og samtidig en god mulighed for lære nyt og få frisk inspiration. Ikke mindst, også bare gå og nyde alle de smukke blomster og den gamle historiske have og de imponerende staudebede.

Lørdag var ikke tilfældigt valgt, da den engelske haveguru Monty Don var på programmet.

Han indledte med at fortælle, hvordan det hele startede. Havearbejdet, blev han oplært i som barn af sin mor. Dengang var det en nødvendighed, at kunne dyrke sine egne grøntsager. Havearbejdet hang ham ud af halsen, og det var virkelig en sur pligt der bare skulle overstås. Senere i livet blev det nærmest til ved en tilfældighed, at han begyndte at lave TV programmer. Og siden da, har han filmet tusindvis af timers TV rundt omkring i hele verden.

Hans popularitet var ikke til at tage fejl af, da han gik på scenen og modtog et bifald der nærmest var er en rockstjerne værdigt. Man kunne frygtes til at tro at al den popularitet, ville stige ham til hovedet, men som han står der i sit afslappede tøj og krøllede viltre hår, er det tydeligt at han om nogen har bevaret begge ben på jorden. Hans dejlige engelske humor og smittende humør, skaber en god stemning, og ingen rundt om os her på plænen, er i tvivl om, at det er livsbekræftende at være passioneret haveejer.

Her kommer et lille resumé af nogle af de gode råd Monty Don kom med:

Der er så mange anvisninger på, hvem, hvad, hvor, hvordan man skal lave have. Men det måske mest essentielle af dem alle sammen er: Hvorfor, bruger vi så mange timer i vores have? Et spørgsmål, du kan filosofere lidt over.

At lave have er at gøre noget smukt sammen med naturen. Når du “bygger” din have op er det vigtigt at tænke i grønne buske og træer. Det er alt det grønne der danner “rygraden” i haven, og skaber struktur og form. Så kan der fyldes ud med farver ind imellem.

Sørg for at lave et hjørne eller bare en lille krog, hvor du kan slappe af og være helt privat, hvor der ikke er indkig nogle steder fra. Uanset hvor lille haven er.

Minimér områder med græs. Hvis du vil have græs under fødderne, kan du gå en tur i parken.Lav smalle stier og bredere bede. En have bygget op på denne måde, vil syne større.

Indret din have med personlig stil. Søg inspiration og se hvordan andre har gjort, og gør det på din egen måde. Der kommer ikke noget godt ud af at kopiere en anden have.

Prøv en gang i mellem at se din have med friske øjne. Læg mærke til hvor der er skygge og hvor der er sol. Arbejd med naturen og ikke imod den. Naturen vil altid vinde i sidste ende. Prøv dig frem, med hvilke planter du har succes med. Drop dem der ikke vil trives.

Når du indretter haven, er det vigtigt at tænke i “luft”, for at haven ser harmonisk ud. Der skal være luft i mellem planter og ting, så det ikke kommer til at se rodet og for kompakt ud. Tænk også i højder, og hvor meget planter og ting fylder.

Sørg for at bidrage til øget biodiversitet. Det kan du gøre ved at lade noget af græsset gro langt, lave et lille vandhul, tillade en smule uorden og ukrudt, så dyr og insekter har lyst til at flytte ind. Lad afklip ligge på jorden. Det forhindrer ukrudt og nedbrydes med tiden til gavn for jorden.

At gøde jorden med kompost er en vigtig brik i det store spil, og vil øge trivslen for planterne markant. Svampesporer og de gode bakterier går i symbiose med planterne og styrker deres modstandskraft over for sygdomme.

Vær ikke bange for at eksperimentere med en masse ting. Prøv at lave dine egne stiklinger og formere planter. Det er virkelig sjovt, livsbekræftende og tilfredsstillende og så er der mange penge at spare. Learning by doing gælder i særdeleshed her. Husk at fiasko er den bedste læring.

Balancen mellem menneske og natur er nøglen til en succesfuld have.

Se billeder fra Havefest på Sofiero