Tid til tulipantanker

Spring green

Efteråret er skudt i gang, og havens praktiske sysler aftager langsomt som dagene går. Men det er heldigvis slet ikke slut med at tænke havetanker. Det er nemlig nu at forårets tulipanfest skal planlægges. Butikker og kataloger bugner med nye sorter og tulipaner i alle regnbuens farver. Det kan virke en anelse overvældende og uoverskueligt, men her vil jeg komme med et par guidelines, så du får succes med dine tulipanvalg.
Inden jeg tager hul på farvepaletten, vil jeg først give en kort beskrivelse af de forskellige typer tulipaner. De findes fra de helt lave botaniske, også kaldet vildarter, til de høje forædlede, der når op til ca. 70 cm. Blomstringen strækker sig fra marts til maj måned. Nogle sorter er tidlige andre sene.
Selve blomsten kan være enkel eller dobbelt, og kronbladene runde, spidse eller frynsede. En sidste gruppe kaldes papegøjetulipaner, der fås i meget stærke farver, hvor kronbladene ser nærmest krøllede ud. Farven kan være delt, flammet, lysere kant eller bund.
Nogle sorter er stabile og blomstrer år efter år, hvor du med andre sorter, ikke er lige så sikker på at få glæde af dem i flere sæsoner. Placering, jord og næring spiller også en rolle. Sørger du for at vælge et solrigt sted med veldrænet nærringsrig jord, har du gjort hvad du kunne.
Et plus ved manglende tilbagevendende blomstring er jo, at du får mulighed for at eksperimentere fra år til år, og finde nye flotte kombinationer. Nogle haveejere vælger at grave de afblomstrede løg op, tørre dem, og lægge igen til efteråret. Det kræver plads, overblik og tungen lige i munden at holde styr på alle de forskellige sorter.
Når det kommer til farverne, er jeg personligt mest til tone i tone kombinationer. Alt for stor kontrast i farvevalget giver et rodet udtryk, specielt hvis du vælger mange sorter til at stå sammen.
Du kan opnå en flot effekt ved at vælge to sorter der er tone i tone og færre løg i en kontrastfarve, og fordele dem blandt de andre.
En helt lys sammensætning med hvid, flødefarvet og lysegrøn er et sikkert og elegant valg. Den indeholder min favorittulipan ‘Spring Green’, samt ‘Purissima’ og ‘Ivory Floradale’. En kombination med den mørke ‘Black Hero’, den pink ‘Night club’ og den rødlilla ‘Attila graffiti’ er også et flot valg efter min mening. Og spar ikke på løgene. Jo flere, jo bedre!
Når du vælger løg, så tænk i farver men også i tulipanens form. Dobbelte sammen med enkelte, og spidse blade i kombination med runde, giver en god kontrast. Lægges løgene i et bed med forårsblomstrende stauder eller andre løgplanter, skal tulipanernes farve vælges i forhold til dem.
Tulipanløg lægges i efteråret, med den spidse ende opad, helt hen til slutningen af november måned. Afstanden skal være mindst 20 cm og dybden 10-15 cm alt efter løgets størrelse. God fornøjelse!

Spring green Tres chic

Min favorittulipan Spring Green og den hvide liljetulipan Trés Chic

Forårsrengøring i haven

vintergækløg

Efter en lang vinter ser haven en anelse trist ud, og trænger til en ordentlig oprydning. Der skal klippes og luges, så bedene er klar til en ny farvestrålende sæson.

Selvom risikoen for nattefrost langt fra er ovre, kan de visne blomsterstande på de hårdføre stauder godt klippes ned nu. De nye friske blade er allerede vokset frem, så for at lette arbejdet, kan du klippe de visne stængler af, inden bladene bliver alt for store og kommer i vejen. Det gælder bl.a. akeleje, sankthansurt, storkenæb og fjerbusk. De visne toppe kan klippes i småstykker og lægges mellem stauderne. De vil efterhånden blive omsat til kompost og forbedre jorden og holde på fugtigheden. Bladene på de nye stauder vil hurtigt dække afklippet, så bedet ser ordentligt ud igen. Lug også grundigt for ukrudt, når nu du er i gang. Det betaler sig, at være tidligt ude.

Prydgræsserne har stået hele vinteren og været særligt smukke, når der har været rimfrost i luften. Nu er det tid til at klippe dem ned, for at de nye blade kan vokse op. Græsserne klippes lettest med en hækkesaks ned til ca. 10 cm’s højde. Hvis en plante er blevet for voldsom og fylder for meget, kan den deles til mindre planter med en skarp spade, og plantes et andet sted eller byttes væk.

Salvie, som er en halvbusk, fryser ofte en del tilbage i løbet af vinteren, og kan derfor nyde godt af en forårsbeskæring. Den klippes ned til ca. 20 cm’s højde. Det vil forme planten og forhindre at den bliver ranglet og bar forneden. Gamle planter, der ikke tidligere har været beskåret, skal kun skæres ned til hvor nye blade bryder frem.

Store klynger af afblomstrede vintergækker og krokus kan deles i mindre portioner og fordeles rundt omkring i haven, hvor der mangler tidlig blomstring. Løg skal egentlig først lægges til efteråret, men da løgplanterne er synlige nu, gør det arbejdet meget lettere, end at gå rundt og finde dem i jorden til efteråret. Det er en god idé at skrive ned, hvor i haven der mangler løg, nu hvor det er i frisk erindring. De ønskede nye sorter købes til efteråret og lægges på de udvalgte steder.

Gå et blomstrende forår i møde

Løg er skønne forårsbebudere og sætter kulør på haven inden stauder og størstedelen af de blomstrende buske  og træer for alvor springer ud. De fås  i alle regnbuens farver og størrelser, fra de små sirlige porcelænshyaciter til de høje majestætiske prydløg. Løg skal lægges nu. Jo flere, jo bedre!

Løg er meget nemme at have med at gøre. De skal lægges her i efteråret i september-oktober måned.  Efter afblomstring skal de have lov til at visne helt ned, da løget får kraft fra bladene til næste års blomstring.

Skab flotte kombinationer rundt omkring i haven, og leg med farver og forskellige højder. Placer også grupper af løg tæt ved havegangen og i nærheden af vinduerne. Så vil du få glæde af dem når du går forbi hver dag, eller når vejret mest er til indehygge.

Der findes et overdådigt udvalg, udover de velkendte vintergækker, krokus, påskeliljer og tulipaner.

Disse er nogle af mine favoritter:

Dorotealilje minder om vintergækker. De er runde klokkeformede og har en fin lille grøn aftegning på spidsen af hvert blad. De blomstrer lidt senere end vintergækkerne, ca. i marts-april.

Rusisk skilla skaber opmærksomhed med sin kraftige blå farve. Den er god til at skabe skovstemning, for eksempel sammen med den hvide almindelige anemone, der blomstrer samtidig.

Perlehyacint ses ofte i blå, men fås også i en hvid udgave. De er også fine i små urtepotter eller glas, til at tage indendørs og bringe foråret ind i stuen.

Vibeæg et et helt kunstværk i sig selv. De har det fineste ternede mønster i mørkelilla og hvid, på tynde stængler med slanke elegante blade. Trives også i surbundsbedet, eller er fine i mellemhøjt græs.

Porcelænshyacinten blomstrer i april-maj måned, med svagt lyseblå blomster med en mørkere stribe i midten af hvert kronblad. Porcelænshyacinten trives bedst på en solrig plads med læ, gerne i en sandblandet almindelig havejord med godt dræn. Da planterne er forholdsvis små, er det godt at placere dem et uforstyrret sted, så de ikke bliver trådt ned.

Prydløg bliver op til 90 cm høje alt efter sorten og fås både i hvid og lilla til rødlilla. Med deres flotte runde blomsterstand tilfører de et flot grafisk element til haven.

Du kan også eksperimentere, med at lægge løg i dine krukker, og lave nogle flotte kombinationer, hvis du blander forskellige slags. Sørg for godt dræn med små sten eller potteskår i bunden, og bland jorden med grus for at løgene ikke rådner. Løgene kan lægges i flere lag.

Ugens opgave: Find nye og spændende løg og køb i rå mængder. Mange steder har gode tilbud lige nu. Læg løgene hurtigst muligt efter indkøb, og glæd dig til foråret kommer!