Udnyt regnvandet og skab grønne løsninger

regnvandsbed

Sidste weekends kraftige regnskyl var bare et af mange. I fremtiden tyder alt på, at de bliver hyppigere, og at vi derfor bliver nødt til at tænke i løsninger der kan mindske risikoen for oversvømmelser. For hvorfor først vente til uheldet er ude, og vandet står en halv meter op i kælderen?
Mange tænker nok, at det må da være kommunens problem, men som boligejer kan man gøre en hel del selv, og bidrage til en samlet løsning, der letter belastningen på kloakkerne. En anden side af sagen er, at regnvandet gør langt større gavn i de enkelte haver, end blot at ende som spildevand på vej til rensningsanlægget. Nedsivet regnvand renses naturligt og bliver derved til rent grundvand.
En faskine kan også nedsive vand, men den graves ned og er ikke synlig over jorden.
Et grønt og frodigt regnvandsbed derimod, kan blive smukt at se på hele året, og er en rigtig god løsning, efter min mening. Vandet kan komme fra husets tag. Tilløbet, røret hvor vandet kommer fra, kan endten graves ned eller laves som en rende bygget op med flotte sten, så det bliver dekorativt at se på. Har du en grund med niveauforskel, er drømmen om et rislende vandløb ikke langt væk. Som overløb vil en nedgravet faskine være velegnet.
Det simpleste er at grave en forsænkning i jorden, som så bliver fyldt med vand når det har regnet meget. Vandet vil langsomt sive bort, og skal helst være væk efter 72 timer. Så er det proportioneret rigtigt. Et sådant bed vil bevare frodigheden længere end et traditionelt blomsterbed.
Bedet kan plantes til med planter der kan tåle kortvarrigt at stå i vand, og som klarer tørre perioder og fugtige vintre. Til et bed med stauder er det planter som hjortetrøst, duehoved, akeleje, løvefod og solhat. Ind imellem kan plantes græsser som mosebunke, sødgræs, blåtop og sand-rørhvene.
Har du et større areal til rådighed, er en oplagt mulighed at lave et lille bassin i forbindelse med bedet. Det giver mulighed for andre planter, som vandplanter og sumpplanter. Vand tiltrækker både sommerfugle, fugle, spændende insekter og frøer hvis du er heldig.
I byen er større arealer belagt med fliser eller beton et problem, da intet vand herfra siver ned på naturlig vis. Som alternativ kan der med miljømæssig fordel etableres gennemtrængelig belægning, hvor vandet kan sive igennem. Græsarmering, er belægningssten med huller, hvor der kan vokse græs. Belægningen ligner på den måde en græsplæne, men kan modstå et stort tryk og kan bruges til færdsel.
Til mindre arealer kan der i belægningen laves ekstra store fuger, hvor vandet kan løbe ned, og som kan plantes til med for eksempel trædebregner eller lodden timian.
Kommunen stiller en række krav om nedsivning af regnvand på egen grund, så du skal kontakte kommunen inden du går i gang. God fornøjelse!

regnvand haveselskabet
Grønne løsninger med regnvand i private haver
Tegning: Lulu Jacobsen, Haveselskabet.

hjortetrøst
Hjortetrøst hører til de hårdføre planter, der egner sig til et regnvandsbed.

Det våde guld

Selvom vi i øjeblikket oplever en forholdsvis tør sommerperiode, er det værd at tænke frem på de kommende måneder. Vejret ændrer sig, og regnvejr kommer med kortere intervaller. Opsamling af regnvand har mange fordele både miljømæssigt og økonomisk. Vi vasker tøj, biler og skyller ud i toilettet med det reneste drikkevand. Vand, der sagtens kan erstattes af regnvand.

Så hvorfor lade værdifuldt vand oppefra løbe direkte ned i kloaken?

Det kræver ikke mange ressourcer at opsamle regnvandet fra et mindre tag, for eksempel en carport eller et skur. En opsamlingstønde kan nemt tilkobles nedløbsrøret, og vandet kan tappes via en hane. Det giver nok vand til at supplere havevandingen. Har du større ambitioner, fås systemer med pumpe, timer og siveslange, så vandingen kan klares mere eller mindre automatisk. Regnvandstønder fås i mange forskellige størrelser og slags. De fleste er lavet af plast, men også whiskytønder af træ kan bruges og er mere dekorative, hvis tønden skal placeres synligt.

Har du besluttet dig for virkelig at gøre en forskel, er der flere penge at spare på vandregningen, hvis du ønsker at supplere familiens daglige vandforbrug med regnvand. En større tank kan tilsluttes nedløb, evt. graves ned i haven, og opsamle vand fra husets tag og bruges til toiletskyl og tøjvask. Det opsamlede vand vil udgøre ca. 40 procent af husets samlede vandforbrug for en gennemsnitsfamilie. Vandregningen bliver reduceret tilsvarende.

Andre miljømæssige fordele ved opsamling af regnvand er, at kloakerne aflastes. Risikoen for oversvømmelse mindskes, og brugen af grundvandet reduceres.

Det kræver en professionel VVS installatør, separate vandrør og kontakt til kommunen, hvis du vil have en sådan løsning.

Da regnvand kan indeholde bakterier fra taget, er der visse formål hvor brugen af regnvand bør undgås. Regnvand kan ikke bruges som drikkevand eller til at bade i. Heller ikke til soppebassin, da børnene risikerer at få vandet i munden. Dyrker du grøntsager i haven, der skal spises rå, som for eksempel salat, jordbær og andre bladgrøntsager, skal du ikke vande med regnvand. Kun dér hvor planterne suger vandet op fra jorden, som tomater og agurker er det anvendeligt. Vand opsamlet fra zink-, kobber- og gamle eternittage skal heller ikke bruges til vanding i køkkenhaven.

Regnvand indeholder meget lidt kalk, og er derfor også godt at bruge til potterplanterne indendørs. Du undgår kalkpletter på bladene og rande på potterne, og planter som orkideer trives bedst med kalkfattigt vand.

Ugens opgave: Find en regnvandbeholder eller løsning der passer til dit behov. Så er du klar til de store regnskyl!

 regnvand

Opsamling af regnvand fra et mindre tag, er en god start.

http://haveselskabet.dk/artikel/intelligent-brug-af-regnvand