Tørketålende planter

Det er lidt at en prøvelse mange planter i haven har været udsat for de seneste par uger. Den danske sommer har vist sig fra sin bedste side. Masser af sol og varme og næsten ingen regn. Om det er klimaforandringerne der viser sig, skal jeg ikke gøre mig klog på, men meget tyder på, at vi i fremtiden får varmere somre.

For at du får mest glæde af det du planter i haven, er regel nummer et, at vælge planter efter forholdene. Hvordan er jorden, lysforholdene og er der læ eller vind?

Planter der tåler sol og tørke er kendetegnende ved grå eller blålige blade, ofte dækket af små hår. Planter med små blade, der mindsker fordampningen, og planter med tykke blade der kan oplagre vand, som sukkulenterne.

Det nytter ikke noget at plante roser langs en sydvendt husmur, hvor der både er varmt og tørt. Det stresser planten, og du får alt for travlt med haveslangen. Roserne vil mistrives, være sårbare overfor sygdomme og skadedyr og går i værste fald ud efter noget tid. Så må du afsted til planteskolen igen, og investere i andre planter. Lavendel, sankthansurt eller staudesalvie klarer sig der imod fint på en tør og varm vokseplads.

Indtil de nyplantede planter har fået etableret et ordentligt rodnet, skal de vandes i tørre perioder. Det tager et par år før de er fuldt tilpassede. Bar jord kan med fordel dækkes med flis. Det holder på fugtigheden og hæmmer til dels ukrudt.

Med varmere somre i vente, kan vi begynde at dyrke tørketålende planter fra middelhavsområdet, til de områder i haven der er får mest sol og som er i læ.

Nu er det desværre ikke sådan, at vi uden videre kan vælge frit i mellem det store udvalg af eksotiske planter. Planterne skal være hårdføre og kunne tåle frostgraderne om vinteren herhjemme. Hvis du ønsker dig en eksotisk have, er der i handelen begyndt at komme palmer der kan klare den danske vinter, dog med vinterdækning. Også figentræer er blevet populære de seneste par år.

For at undgå vinterskader er det vigtigt at sørge for godt dræn hvor der plantes. Hvis jorden er tung og kompakt, vil det stående vand fryse til is og rødderne blive ødelagt.

Andre solglade planter er katteurt, timian, almindelig salvie, palmelilje, soløje og blå bjørnegræs.

Ugens opgave

Storkenæb, lodden løvefod, staudesalvie og katteurt er nogle af de stauder der vil nyde godt af en nedklipning efter afblomstring. De ser triste og ranglede ud efter en lang varm periode. Klip den tørre del af planten væk, ca. 10 cm over jorden, og der vil hurtigt vokse nye friske grønne blade frem og en mindre blomstring vil vise sig efter nogle uger.

lavendel

Lavendel egner sig også godt til krukker