den vilde have

Måske har du den opfattelse, at en vild have er én stor rodebutik, hvor alt vokser vildt. Det er bestemt ikke tilfældet. En vild have kan sagtens være smuk og harmonisk.

Idéen med en vild have, er at give mere plads til naturen, og fortrinsvis plante hjemmehørende arter, der trives på den jordtype din have har. Der er stor forskel på sandet jord og lerjord.

Ved at invitere naturen indenfor, skaber du et fristed for sommerfugle, bestøvende insekter, pindsvin, egern og fugle. I meget friserede haver med en tætklippet plæne og lille variation af planter, har dyrene svært ved at finde gode levesteder.

Indretter du derimod haven med et vandhul, en blomstereng med højt græs, træer og buske med masser af bær, og måske et stengærde, vil det blive en magnet til masser af liv i haven.

Fuglene ynder tætforgrenede buske og træer, hvor de kan søge tilflugt, gerne også noget stedsegrønt. For at gøre det lettere for dem at yngle er det en god idé at sætte fuglekasser op.

Vil du gerne tiltrække nytteinsekter, kan du plante nektar- og pollenrige planter, såsom indianermynte, lavendel, blåkant, purpursolhat, timian og stolt kavaler. Sommerfuglebusk tiltrækker, som navnet angiver, mange sommerfugle.

Ved at plante tæt opnår du et frodigt udtryk, du undgår bar jord og at ukrudtet tager overhånd. Bladbunker og afskåret træ der efterlades på jorden sørger for gode gemmesteder.